Generalforsamling 2018
- At maj 16, 2018
- By Charlotte
- In Referat
- 0
År 2018, den 16. maj, afholdtes generalforsamling i Det Danske Selskab for Forsikringsret. Generalforsamlingen blev afholdt hos Plesner, Amerika Plads 37, 2100 København Ø.
Generalforsamlingen forløb som følger:
- Valg af dirigent
Kim Sparlund bød de fremmødte medlemmer velkommen og foreslog selskabets sekretær, Torben Bondrop, som dirigent, hvilket forsamlingen accepterede. Dirigenten indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt med indbydelse af 13. april 2018 og dermed beslutningsdygtig.
- Bestyrelsens beretning
Bestyrelsesformand Kim Sparlund aflagde bestyrelsens beretning og oplyste i den forbindelse blandt andet følgende:
A. Generelt
Pr. 31. december 2017 har selskabet 374 personlige medlemmer, hvilket er en tilgang på 34 medlemmer i forhold til den 2. maj 2017. Pr. samme dato er der 25 selskabsmedlemmer, hvilket er det samme som sidste år.
B. Gennemførte arrangementer
I det forløbne år har der været afholdt tre ordinære arrangementer og et arrangement med generalforsamling.
I forbindelse med generalforsamlingen den 2. maj 2017 blev der også afholdt et medlemsmøde. Her var Plesner vært, og foredragsholderne var dommerfuldmægtig Mette Mortensen og advokat Christina Neugebauer, der begge holdt et indlæg om “Bevisførelse i forsikringssager”.
Næste arrangement blev holdt den 5. september 2017 hos Forsikring og Pension, hvor Niklas Theter og Søren Lundsgaard holdt foredrag om emnet: “Håndtering af store professions- og bestyrelsesansvarsskader”.
Årets sidste arrangement fandt sted hos Plesner den 29. november 2017, hvor Thomas Brenøe og Dorthe Bundgaard holdt foredrag om hvidvask.
Primo 2018 fandt årets første arrangement sted hos Forsikring og Pension. Foredragsholderne, som var Jane Kaasgaard, Elena Hove-Aggerholm og Louise Buchter, holdt seminar om “Disruption i forsikringsbranchen”.
Der har i gennemsnit deltaget 65 personer i selskabets arrangementer. Generalforsamlingen i 2017 har dog trukket gennemsnittet op, idet der her var 100 tilmeldte til arrangementet.
C. Internationalt samarbejde
AIDA Europes syvende konference fandt sted i Warszawa i dagene 12. til 13. april 2018, hvor alene 6 danske medlemmer deltog. Titlen på konferencen var De-Mystifying InsurTech: a Legal and Regulatory View.
Fra den 10. til 13. oktober 2018 afholder AIDA World verdenskongres i Rio de Janeiro.
Beretningen blev godkendt.
- Godkendelse af regnskab
Formanden gennemgik regnskabet. Årsresultatet viste et underskud på kr. 18.155,00, idet indtægterne havde udgjort kr. 64.638,00 og udgifterne kr. 112.793,00. Underskuddet er faldet i forhold til sidste år. Indtægterne hidrører hovedsageligt fra kontingentindbetalinger fra selskabsmedlemmer og personlige medlemmer samt renteindtægter.
Selskabets egenkapital pr. 31. december 2016 androg kr. 428.971,00.
Regnskabet godkendtes.
- Fastsættelse af kontingent
Kontingentet foreslås uændret til kr. 100,00 p.a. for personlige medlemmer og kr. 2.000,00 p.a. for selskabsmedlemmer, hvilket generalforsamlingen godkendte.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen
Af den siddende bestyrelse var Kim Sparlund, Charlotte Hasseriis Iversen, Marianne Højgaard Pedersen og Thomas Brenøe på valg.
Kim Sparlund, Charlotte Hasseriis Iversen og Marianne Højgaard Pedersen erklærede sig villige til at genopstille for en ny 3-årig periode, og de blev genvalgt af generalforsamlingen. Thomas Brenøe ønskede ikke at genopstille. Bestyrelsen foreslog, at Rikke-Louise Ørum Petersen, vicedirektør hos Finanstilsynet, blev valgt i stedet for Thomas Brenøe. Dette blev godkendt af generalforsamlingen.
- Valg af revisor
Generalforsamlingen genvalgte revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers som selskabets revisor.
- Behandling af forslag
Der var ingen forslag til behandling under dette punkt.
- Eventuelt
Formanden, Kim Sparlund, opfordrede medlemmerne til at komme med forslag, enten nu på generalforsamlingen eller eventuelt senere pr. email til ham eller bestyrelsens øvrige medlemmer med henblik på at foreslå emner, som medlemmerne kunne tænke sig skulle behandles. Der indkom ingen forslag til emner på selve generalforsamlingen.
Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for hævet og takkede for god ro og orden.