Terrordækning v/Morten Samuelsson


Medlemmerne indbydes til selskabets arrangement, som afholdes den 29. januar 2009 hos Lett Advokatfirma, Rådhuspladsen 4, 1550 København V, hvor professor, lic. jur. Morten Samuelsson vil holde foredrag om terrordækning.

Folketinget har på baggrund af et langvarigt udvalgsarbejde vedtaget lov om en terrorforsikringsordning på skadeforsikringsområdet. Baggrunden er, at der kan forekomme terrorskader som følge af nukleare, kemiske og biologiske våben, som vil kunne medføre, at skadeforsikringsselskaberne ikke vil kunne klare deres erstatningsmæssige forpligtelser, idet der inden for dette område ikke kan købes tilstrækkelig genforsikring, og kun forbrugernes skader vil være dækket af garantifonden for skadeforsikring.

Der vil blive redegjort for de skitserede baggrundsscrenarier, jf. betænkningen fra udvalget, og for hovedtrækkene i løsningen samt hvad selskaberne og staten skal gøre for at få ordningen til at fungere.

Arbejdsskadeforsikringsområdet er ikke omfattet af løsningen, og det arbejdes der på i et udvalg under Arbejdsskadestyrelsen. Her er det blandt andet spørgsmålet, om erstatning til skadelidte på arbejde skal komme fra arbejdsskadeforsikringen eller fra voldsoffererstatningsloven.

Vicedirektør Claus Tønnesen fra Forsikring & Pension vil kommentere og forklare om forløbet af udvalgsarbejdet.

Copyright © Det Danske Selskab for Forsikringsret - design by Vintersborg