Generalforsamling 27. april 2006
- At april 27, 2006
- By Charlotte
- In Referat
- 0
R E F E R A T
År 2006, den 27. april afholdtes generalforsamling i Det Danske Selskab for Forsikringsret. Generalforsamlingen blev afholdt på Københavns Universitet, Nørregade 10, 1017 København K.
Generalforsamlingen forløb som følger:
1. Valg af dirigent
Rosenmejer bød de fremmødte medlemmer velkommen og foreslog selskabets sekretær, Torben Bondrop som dirigent, hvilket forsamlingen accepterede. Dirigenten indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.
2. Bestyrelsens beretning
Under bestyrelsens beretning oplyste Rosenmejer blandt andet følgende:
A. Generelt
Pr. 27. april 2006 havde selskabet 319 personlige medlemmer, hvilket er en fremgang på 4 medlemmer. Der er 3 medlemmer, der er blevet udmeldt på grund af dødsfald og 5 på grund af jobskifte. Pr. samme dato var der 32 selskabsmedlemmer, hvilket er en fremgang på 1 medlem i forhold til forrige år. Det drejer sig om PKA, som har ønsket at genoptage sit medlemskab.
B. Gennemførte arrangementer
I det forløbne år har der været afholdt 4 ordinære arrangementer.
I forbindelse med generalforsamlingen den 17. maj 2005 holdt Højesterets præsident Torben Melchior og højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen indlæg om Højesterets arbejde og opgaver, med efterfølgende rundvisning i Højesteret. Højesteret var vært for arrangementet.
Den 6. september 2005 holdt universitetslektor Eva Lindell-Frantz foredrag om den nye svenske forsikringsaftalelov med hovedvægt på reglerne om selskabernes informationspligt, og Jacob Thyssen Valerius fra F&P gav en kort kommentar til reglerne fra en dansk synsvinkel. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Lunds Universitet og der var arrangeret bustransport fra København til Lund. Der var rundvisning i Lunds Domkirke og på Lunds universitet før foredraget, og middag på Grand Hotel i Lund. Vært for den faglige del var Lunds Universitet, mens selskabet sponserede arrangementet i øvrigt, men med en egenbetaling pr. deltager på kr. 200,00.
Den 24. november 2005 holdt advokat Jens Rostock-Jensen fra Kromann Reumert foredrag om mellemhandleransvaret i produktansvarsloven, med udgangspunkt i den sag, der verserer for EF-domstolen, og som berører mellemhandleransvaret i produktansvarsloven. Kromann Reumert var vært for arrangementet.
Den 14. marts 2006 holdt vicedirektør Peter Sylvest Larsen fra Finanstilsynet og direktør Helen Kobæk fra Pen-Sam foredrag med titlen “Livsforsikringer – hvor svært kan det være?”. Vicedirektør Peter Sylvest Larsen og direktør Helen Kobæk gennemgik og forklarede offentlig- og aftaleretlige regler i livsforsikringskontrakter. Der blev fortalt om anmeldelsessystemet og snittet mellem offentligret og aftaleret og om de kendte problemer i forhold hertil. Endvidere blev det gennemgået, hvad en forsikring med ret til bonus er, elementer i offentligretlig og aftaleretlig regulering af bonus og fremhævet noget af det som kan give problemer.
Vicedirektør Carsten Andersen fra Forsikring & Pension deltog i den efterfølgende paneldebat med de to foredragsholdere. Direktør Henning Jønsson fra Ankenævnet for Forsikring var ordstyrer. Codan Forsikring var vært ved arrangementet.
C. Nordisk samarbejde
Den svenske afdeling afholdt nordisk styremøde den 11.-12. september 2005 i Stockholm. Søren Theilgaard deltog på vegne af selskabets bestyrelse. Der foreligger endnu ikke referat fra mødet.
Beretningen blev godkendt.
3. Godkendelse af regnskab
Bestyrelsesformanden gennemgik regnskabet. Årsresultatet viste et overskud på kr. 33.505,00, idet indtægterne havde udgjort kr. 114.206,00 og udgifterne kr. 80.701,00. Indtægterne hidrører hovedsageligt fra kontingentindbetalinger fra selskabsmedlemmer og personlige medlemmer samt renteindtægter.
Selskabets egenkapital pr. 31. december 2005 androg kr. 475.452,00.
Den såkaldte VK90-konto udgjorde pr. samme dato kr. 434.102,00.
Regnskabet godkendtes.
4. Fastlæggelse af kontingent
Kontingentet blev fastsat uændret til kr. 100,00 p.a. for personlige medlemmer og kr. 2.000,00 p.a. for selskabsmedlemmer.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Af den siddende bestyrelse var Mikael Rosenmejer, Henning Jønsson og Marianne Højgaard Pedersen på valg.
Alle tre havde erklæret sig villige til at genopstille for en ny 3-årig periode og blev genvalgt af generalforsamlingen.
6. Valg af revisor
Generalforsamlingen genvalgte selskabets revisor Hans Børge Nielsen, som nu er fusioneret med Grant Thornton. Grant Thornton er det fortsættende selskab og fremover foreningens revisor.
7. Behandling af forslag
Der var ingen forslag til behandling under dette punkt.
8. Eventuelt
Der var ingen bemærkninger under dette punkt.
Dirigenten erklærede herefter generalforsamlingen for hævet og takkede for god ro og orden. Rosenmejer takkede dirigenten for en hurtig afvikling og en myndig ledelse.
– 0 –
33 medlemmer deltog i generalforsamlingen. Efter generalforsamlingen blev der i det gamle og spændende udvalgsværelse 3 i Københavns Universitets bygninger på Nørregade holdt foredrag af professor, dr. jur. Irene Nørgaard fra Aarhus Universitet, formand for Forbruger- og familieministeriets ægtefællepensionsudvalg, om hovedtrækkene i betænkning 1466 om ægtefællers pensionsret – særligt betænkningens lovforslag om behandling af pensionsrettigheder på skifte. Der var megen debat i forbindelse med foredraget. Derefter var der middag for deltagerne i ‘Fangekælderen’ under Københavns Universitet.
Som dirigent:
______________
Torben Bondrop